Storbritannien kan tage fat på forhandlinger om skilsmisse med EU fra et meget stærkt udgangspunkt, forsikrer den britiske finansminister.
Philip Hammond siger i forbindelse med et konservativt partimøde, at landets økonomi i en nylig test blev vurderet til "otte ud af ti".
- Ud fra de data, vi har set i årets første halvdel, ligger økonomien på otte ud af ti med høj beskæftigelse, stærk vækst og en solid base, siger Hammond til Sky News.
Et flertal af de britiske vælgere stemte i juni for at forlade EU. Storbritannien er fortsat fuldgyldigt medlem af unionen.
Den britiske premierminister, Theresa May, har sagt, at man vil indlede de formelle forhandlinger om skilsmissen senest i marts næste år.
Finansministeren erkender, at landets økonomi vil blive rystet under processen.
- Vi må forvente turbulens, når vi tager fat på forhandlingerne. Der kommer en periode på nogle år, måske længere, hvor erhvervslivet bliver ramt af usikkerheden over det fremtidige forhold til EU.
- I den periode vil det være nødvendigt, at vi støtter økonomien, siger Hammond til BBC.
I øjeblikket er der en afventende stemning blandt investorerne, da de ikke kender fremtiden.
- Hvis ikke vi griber ind for at modvirke det, vil det få indflydelse på vækst og job, siger Philip Hammond.
Udfordringen bliver ifølge ministeren at fastholde tilliden både blandt forbrugerne og virksomhederne.
Ministeren ønsker en model, hvor landet gradvist sluses ud af EU. Han vil også kæmpe for at fastholde adgangen til EU's indre marked. Den indstilling deles ikke af alle i regeringen.
Formanden for EU-Kommissionen har flere gange sagt, at det ikke er muligt at melde sig ud og samtidig bevare de fordelagtige ting ved medlemskabet.
/ritzau/Reuters