Justitsminister Nick Hækkerup (S) beklager, at der gik et halvt år, før han oplyste Folketinget om en trusselsvurdering af børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre.
Det siger han tirsdag på et samråd.
- Jeg er oprigtig ked af, at vi sidder her nu og har den debat, for jeg har på intet tidspunkt haft et ønske om at forholde Folketinget nogen oplysninger.
- Hvis jeg kunne spole (tiden, red.) tilbage, ville jeg have sagt det, og det beklager jeg, at jeg ikke gjorde, siger han.
Det blev ikke præsenteret for ham som en ny oplysning af embedsværket, og det var en del af et omfattende materiale, han som ny minister skulle sætte sig ind i, uddyber han.
Han uddyber, at det ikke var et politisk ønske ikke at orientere Folketinget.
- Drøftede jeg med andre ministerkolleger, at de her oplysninger ikke skulle gives til Folketinget? Nej, det gjorde jeg ikke, siger han.
Han er flere gange blevet orienteret gennem papirer fra embedsværket om, at børn med dansk tilknytning udgør en terrortrussel, jo længere de bliver i syriske fangelejre.
Det er en vurdering fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Han blev første gang orienteret et halvt år før, Folketingets partier blev orienteret.
/ritzau/