Mens irakiske elitesoldater mandag rykker ind i udkanten af Mosul i Irak under hårde kampe mod Islamisk Stat, forbereder Danmark at sende flere penge til flygtninge i det krigsramte område.
Det oplyser udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Danmark har allerede givet 50 millioner kroner. Beløbet går til ikkestatslige organisationer, ngo'er, som modtager flygtninge og internt fordrevne irakere.
- Vi er i gang med at sende et aktstykke (ansøgning) til Folketinget. Vi beder om over 400 millioner kroner til hjælpen i området omkring Syrien og Irak og internt i de to lande, siger Kristian Jensen.
- Men beløbet skal godkendes af Folketingets finansudvalg, inden vi er klar til at bruge dem.
Danmark deltager også militært mod Islamisk Stat. En militær radar overvåger luftrummet i Syrien og Irak, syv danske F-16-fly deltager i angreb på IS, og specialstyrker træner irakiske soldater, påpeger Kristian Jensen.
- Radarbidraget er med til at give et meget nyttigt billede af, hvad der sker af aktivitet i både Syrien og Irak, siger udenrigsministeren.
Under offensiven mod Mosul har IS rettet angreb på andre byer, og danske F-16-fly har ifølge Kristian Jensen en vigtig rolle i offensiven.
- De er med til at angribe Isils (IS) stillinger omkring Mosul, siger han.
Udenrigsministeren glæder sig over, at offensiven mod Mosul foreløbig er gået så stærkt.
- Det er dét, vi har ventet på. At vi kunne knække nakken på Isil i Irak. Når det lykkes at få befriet Mosul, vil det være et afgørende slag mod Isils mulighed for at dominere Irak, siger udenrigsminister Kristian Jensen.
/ritzau/