Sebastian T.W. Kristiansen er ikke kun rundt på gulvet, fordi han lige er vågnet. Han er også overrumplet over den opmærksomhed fra tv og aviser, som er fulgt i kølvandet på debutalbummet The Setting Son .

Dagen før har et tv-hold været forbi den mildest talt sparsomt møblerede lejlighed på Østerbro i København, hvor han de seneste år har komponeret små-psykedeliske garagepop/rock-sange på en akustisk guitar og indspillet dem på en 4-spors båndoptager.

Tv-holdet bad ham om »bare at gøre som han plejer«, men han gider altså ikke tage guitaren frem og spille for folk. »Det er simpelthen for fesent.« Så han satte sig på en stol og tændte for anlægget – hvilket han normalt aldrig gør.

Ikke så meget pis

Den unge Kristiansen er yderst produktiv. Sangene på debuten er udvalgt mellem 40 mere eller mindre færdige numre, alle komponeret over den samme opskrift, som siger kort, ukompliceret og lige ud af landevejen.

»Jeg bruger de samme akkorder hele tiden,« siger Sebastian T.W. Kristiansen, der lærte et par akkorder som teenager, og siden er der med hans egne ord »ikke sket den store udvikling«.

For ham er det kun musikken fra 1965-69, der duer, og inspirationen høres tydeligt på debutalbumet. Ikke fordi han bestræber sig på det, men fordi det er det eneste naturlige.

»Der var ikke så meget pis dengang i 60’erne. Og hvis man godt kan lide den lyd, hvorfor så prøve at få det til at lyde fancy,« siger han. Teksterne er selvbiografiske, for Sebastian T.W. Kristiansen kan kun finde ud af at skrive om sine egne oplevelser. Selvom han »ikke oplever så skide meget«.

Nedrullede gardiner

»Jeg har ikke behov for at rejse ud og se på alt muligt lort. Jeg vil hellere kigge på det dér billede fra 60 erne end det, der foregår derude,« siger han og peger på vinduet, hvor gardinerne passende er rullet helt ned.

»Jeg er vel egentlig ikke åben for nye ting.«

Han har prøvet at arbejde, men dét gider han simpelthen ikke. I stedet hæver han sin SU som studerende på Kunstakademiet.

»Jeg har egentlig ikke forstand på kunst. Og jeg ved faktisk heller ikke noget om musik. Jeg ved en masse om film,« siger han og fortæller, at han en gang imellem tager ud og afleverer »en planche med hvaler eller lidt tegninger«.

Instinktet siger nej

Selvom naboerne ikke er glade for det, vil han helst sidde og spille natten lang. »Om natten giver det hele mening, og så kan jeg begynde morgenen med at indspille.«

Kristiansen vender mere indad end udad, og smalltalk er ikke hans stærke side, men »man behøver vel for helvede heller ikke at skulle tale med alle«. De kommende koncerter er heller ikke noget han decideret ser frem til.

»Når jeg ser en scene, er der et instinkt, som fortæller mig, at det ikke fungerer. Jeg har overhovedet ingen kontakt med publikum – jeg ser dem ikke. Det er ikke som ham showmanden der,« siger Sebastian T. W. Kristiansen og nikker i retning af vennen og bandmedlemmet Adam Olsson, som er på besøg.

»Jeg har ikke behov for en verdensturné – det må de klare uden mig.«

 
The Setting Son spiller fredag aften på Gutter Lightfestivalen, Basement i København.