Måske har flagermusen gemt sig i din sko og bliver forskrækket, når du stikker foden ned. Eller måske er den fløjet ind ad det åbne soveværelsesvindue og bliver forvirret, når du rører på dig.
I begge tilfælde kan flagermusen ende med at bide dig. Og det kan være livsfarligt.
Hvis flagermusen har rabies - bedre kendt som hundegalskab - kan du risikere at dø efter et bidsk møde med mørkets vogtere.
- Man dør af hundegalskab. Problemet er, at når du først har fået symptomerne, er løbet kørt, og du kan ikke nå at blive vaccineret, siger afdelingslæge ved Statens Serum Institut, Susan Cowan.
Derfor er det vigtigt at søge læge, hvis du er blevet bidt af en flagermus.
- Du kan ikke vide, om flagermusen har rabies, hvis du ikke fanger dyret. Risikoen er til stede. Du skal forsøge at fange flagermusen og tage den med til lægen - og hvis du ikke har flagermusen, skal du alligevel gå til læge, siger Susan Cowan.
Personer bidt af en flagermus vil som regel blive vaccineret for at forhindre, at hundegalskaben bryder ud. Hvis undersøgelser viser, at flagermusen ikke er smittet med rabies, vil behandlingen blive afbrudt.
Sidste år blev syv danskere sat i behandling efter at være blevet bidt af en flagermus herhjemme. Andre 79 kom i behandling for rabies efter bid i udlandet af hunde, aber eller katte.