Når det kommer til fødevarekrisen, er der en god nyhed og en dårlig nyhed. Den gode er, at verden kommer ud på den anden side i ét stykke, og at prisen på mad næsten bliver normal igen.

Den dårlige er, at det kommer til at koste millioner af menneskeliv, før vi når så langt.

Der har før været fødevarerkriser, og der vil komme det igen. Men den oplysning betyder næppe meget for de 900 millioner mennesker, der allerede nu ikke får mad nok eller vil sulte og dø på grund af den krise, vi ser i dag.

I Danmark er konsekvensen, at mor og far må grave lidt dybere i lommerne for at fylde indkøbskurven op. I 2008 kommer en gennemsnitsfamilie til at bruge 5.000 kroner mere end året før.

På de samme varer

Andre steder sætter fødevarekrisen et langt mere dystert aftryk på hverdagen. For når priserne på basale madvarer som ris og korn i 2007 næsten blev fordoblet, rammer det hårdest i de fattige lande: En dansk familie bruger 15 procent af dens forbrug på fødevarer, mens det andre steder i verden er tre fjerdedel af budgettet, der går til mad.

Konsekvens: Mange har ikke råd til mad og sulter, bliver underernærende eller tager børnene ud af skolen, fordi familien må spare andre steder for at kunne købe maden.

Slås om krummerne

Men så kommer paradokset. I disse år bliver der rent faktisk produceret mere og mere mad. Hvordan kan flere og flere så sulte?

Det er der en lang række grunde til.

Vi bliver for det første flere mennesker på jorden – i 2012 vil vi være syv milliarder, og det skyldes først og fremmest, at mange afrikanske kvinder får seks-syv børn i gennemsnit. Desuden er beholdningen i verdens kornlagre den laveste i 40 år. Det skyldes blandt andet, at både kinesere og indere har fået flere penge mellem hænderne, og at de i stigende grad køber kød og mælkeprodukter.

Det lægger et pres på efterspørgslen på mad – det er faktisk så stort lige nu, at hvis alverdens høste slog fejl, ville vi kun have mad til en enkelt måned.

Lukket for eksport

Så er der olien: Oliepriserne er steget og har gjort det mere attraktivt at bruge fødevarer som brændstof, selvom mange advarer mod den udvikling. Endelig opkøber spekulanter korn for at tjene på prisstigningen, og man har – set i bakspejlet – ikke brugt nok penge på at udvikle landbruget i den tredje verdens lande.

Flere lande har lukket for eksport for at sikre mad til deres egen befolkning.

Forklaringerne på, hvorfor mennesker sulter eller slås og dør i de 40 lande, hvor kampen om krummerne allerede har ført til uroligheder, er lang. Men heldigvis er der lys for enden af tunnelen.

Fødevarekrisen varer nemlig ikke for evigt, er eksperterne enige om.

Prisen falder igen

Inden for det næste år vil priserne begynde at falde igen, og om ikke mere end to år vil en liter mælk eller et kilo ris koste mindre end i dag. Vi ender ikke på den samme lave pris som for tre år siden, men det bliver billigere.

Her i Vesten kan vi endda gøre flere ting, der sikrer, at krisen slutter hurtigere, og at den ikke kommer igen om kun få år.

Vi kan først og fremmest give penge til nødhjælp og penge til at hjælpe de fattige lande med at blive bedre til at udvikle deres landbrug og blive dygtigere landmænd. Dernæst skal vi bruge noget af den ledige jord rundt omkring – Ukraine blev for eksempel engang kaldt for jordens kornkammer. Det kan det blive igen.

Endelig kan vi opbygge nye kornlagre og sikre en fri handel ved at fjerne støtteordninger og importbarrierer, foreslår eksperterne. Så vil landmænd i den tredje verden få den rigtige pris for deres varer. Fødevarekrisen slutter. Det er ganske vist.

Men det kommer til at koste menneskeliv, mange menneskeliv, før det sker.

Kilde: Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Fødevareøkonomisk Institut, Cheføkonom i Landbrugsrådet Leif Nielsen, særlig rådgiver i Fødevareministeriet Christopher Arzrouni, forskellige rapporter og hjemmesider.