Kæmpe isbjerge knækker sammen i Grønland. Halvdelen af indlandsisen på den nordlige halvkugle forsvinder. Isbjørnene dør af mangel på mad.
I Afrika bager indbyggerne kager af mudder for bare at få en lille smule næring. Samtidig æder Vesten sig gennem bjerge af burgere, og det med en sådan appetit, at de amerikanske børn bliver så fede, at de dør får deres forældre.
Imens stiger olieprisen til op mod 200 dollars per tønde, og det fører til uhyrlige benzinpriser, som suger det sidste ud af de evigt skrumpende husholdningsbudgetter. Resultatet er en ekstraudgift på 10.000 kroner for en familie. Om året. Bare på energiregningen.
Samtidig bliver det mere og mere utrygt at gå på gaden. For truslen om terror vokser. Faktisk så stærkt, at al-Qaeda ifølge Politiets Efterretningstjeneste lige nu arbejder på et angreb. På Danmark. På dansk jord.
Med andre ord: Jorden går under. Den gør det lige nu og det er vores egen skyld.
Mennesket bærer med sin evige jagt på rigdomme selv ansvaret for, at dommedag nærmer sig; Vi har nemlig selv bedt om alle de ulyksaligheder, der regner ned over os.
Det mener den afgående biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt.
»Hele vores hverdag er efterhånden bygget på, at vi konstant skal nå nye højder. Det er endt i et hovmod og et overforbrug af verdens ressourcer. Vi forbryder os mod Ham, der har skabt det hele,« siger Jan Lindhardt.
Vi er blevet vores egen værste fjende. Vi har sat os for godt til rette ved bordet, hvor vi grådigt tager for os af retterne.
Nu kommer tjeneren så med en regning, der minder om den, som den egyptiske farao ifølge Biblen fik, da han blev ramt af de ti plager.
I dag er det bare ikke Gud, der lader plager regne over mennesket. Det er mennesket selv, der slipper plagerne løs, mener Jan Lindhardt.
Nyhedsavisen sætter i de følgende dag fokus på de menneskeskabte plager. Nutidens ti plager.
For selvom det burde være nok med isbjergene, sulten, oliepriserne og terroren, så er den bare en brøkdel af de plager, der lige nu hærger kloden.
130 millioner er truet af hungersnød på grund af mangel på fødevarer. I april blev mennesker flere steder i verdenen slået ihjel under optøjer og demonstration mod stigende fødevarerpriser. I Etiopien vil op mod 6 millioner især børn og kvinder dø af sult de kommende måneder. Imens bliver mennesker i Vesten federe og federe.
Sidste mandag dræbte en bilbombe 6 mennesker foran den danske ambassade i Pakistan. I USA ender familier på gaden, fordi høje husløn gør det umuligt for dem at beholde tag over hovedet. På danske benzinstationer bliver literprisen højere og højere, imens landsbrugsmaskiner i fattigere egne allerede nu holder stille, fordi oliepriserne tvinger dem i stå.
Folk dør af sult. Ækvator er snart ubebolig, fordi der kun er ørken tilbage, og oversvømmelser, tsunamier, orkaner og jordskælv dræber tusindvis og lægger byer øde.
Tegneren Kurt Westergaard lavede en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen og Danmark er nu lagt for had i det meste af den muslimske verden.
Ni af de gruopvækkende fortællinger om verden i dag. Ni plager.
Den tiende plage er mennesket. Den største af alle.
Dødsssynden
Men hvorfor er vi så griske, når det nu tydeligvis ødelægger jorden for vores kommende generationer? Hvordan er det gået så galt?
Det har Jan Lindhardt et svar på: For cirka 300 år siden var borgerskabet ved at være trætte af, at så mange mennsker slog hinanden ihjel. Hvadenten det var i ly af mørket for at stjæle lidt mad eller på åben plads med en guilloutine, var resultatet det samme: Verden var blevet alt for brutal.
Så besluttede datidens samfundsdebattører at kigge menneskets laster efter i sømmene. De nåede frem til, at hverken en streng opdragelse eller hårde forbud kunne forhindre, at mennesket altid ville have en eller anden form for last, fx en af de syv dødssynder: griskhed, hovmod, utugt, vrede, grådighed, misundelse og dovenskab.
»De kloge hoveder nåede frem til, at når man undertrykte en last, spirede en anden blot endnu mere frem. Det blev til sætningen om, at 'summen af alle laster er konstant',« forklarer Jan Lindhardt.
Når man således under ingen omstændigheder kunne slippe helt for laster og dødssynder hos mennesket, kunne man lige så godt forsøge at dyrke den, som så mindst farlig ud. Valget faldt på 'griskheden' eller 'lysten til mere og mere'.
I dag kender vi blandt andet griskheden fra den amerikanske film 'Seven', hvor en seriemorder dræber mennesker, som han mener begår dødssynderne. Her mister en hårdtarbejdende advokat livet i griskehedens navn.
Men dengang var devisen klar: jo mere griske, vi kunne blive, jo mindre hor, jo mindre fråds, jo mindre død og ødelæggelse, ville vi få.
Det var en tankegang, som skulle vise sig at passe godt til det 19. århundrede, hvor industrialiseringen blomstrede. Samfundet blev langsomt bedre og bedre til at belønne folk, der var gode til at drive forretning, gode til at handle, stå tidligt op, arbejde hårdt, stræbe efter mere.
Men med den øgede rigdom fulgte også, ja, en lyst til endnu mere rigdom.
Væk med Vorherre
Alligevel var der stadig noget, der afholdt mennesket fra at tænke på penge og profit for enhver pris, forklarer forfatter og historiker Leo Tandrup. Der var en modpol. Den hed kristendommen og stod i særlig grad for næstekærlighed.
Selvom mennesket ville have mere rigdom, var det ikke for enhver pris.
Endnu.
»Det gik galt, da kapitalismen blev så stærk, at folk fandt ud af, at de kunne klare det hele selv. Når man finder ud af det, så afskediger man Vorherre og bliver selv en slags gud på jord. Der er ingenting over en selv. Heller ikke det, som Gud stod for,« fortæller Leo Tandrup.
Da mennesket holdt op med at hjælpe naboen og fik rundsave på afbuerne fik grådigheden frit spil.
Og netop i historien – eller i hvert fald i den tidlige historie, skabelsen – ligger nøglen til at forstå, at mennesket fra begyndelsen blev advaret mod at tage for voldsomt for sig af naturens retter, forklarer Jan Lindhardt.
»Der står jo i Bibelen, at Gud så, at det han havde skabt, var godt. Det betyder, at naturen fra begyndelsen er god. Og at det, vi er ved at gøre ved den, er ondt,« siger han.
Griskhedens skyld
Jan Lindhardt er ikke i tvivl om, at det er griskheden, der har sat os i den situation, vi sidder i nu. Han kalder den for en 'mærkelig' synd.
»Den stopper jo aldrig. Den kender ingen grænser, og du kan ulykkeligvis godt tillade dig at praktisere den hele dit liv,« forklarer den forhenværende biskop og giver et eksempel:
»Hvis du har en forretning, kan du ikke tillade dig at være vred, for så bliver kunderne også sure. Hvis du er doven, så tjener du ingen penge. Men hvis du er grådig, så får du måske en større og større indtjening.«
Men selvom kunderne måske er glade et kort øjeblik, så er det ikke for deres skyld, at vi driver forretning. Grådigheden betyder nemlig, at vi er blevet til egoistiske individer, der ikke tænker på andre end os selv, mener Leo Tandrup.
»Vesten er blevet så vanvittig i jagten på profit, at vi slet ikke tænker på dem, der ikke har samme muligheder som os.«
Vand til blod
Og her står vi altså i dag; griske og godt i gang med at ødelægge naturen. Listen er lang og velkendt: 50 procent af jordens regnskov er forsvundet de seneste 100 år, over 300 arter er forsvundet fra Danmark siden 1850, vandstanden i verdenshavene stiger med 1,8 centimeter per årti.
Ifølge Jan Lindhardt kan man sagtens drage en parallel til de 10 plager, som ifølge Bibelen ramte det gamle Egypten, fordi faraoen ikke ville slippe sine slaver, israaelitterne, løs. Gud havde ellers sagt, at han skulle gøre det, og så skete det her:
Først blev alt det vand, egypterne drak, forvandlet til blod. Så kom der horder af klamme dyr ud af ingenting; til at begynde med frøer, så myg og siden kæmper sværme af bremser. De var over det hele, og de ødelagde høsten. Netop som de gav tegn til at ville trække sig tilbage igen, begyndte alle dine indbyggere at få pest og bylder. Og når man kiggede op mod himlen, så man kun to ting: torden og hagl. Og så, bedst som de hårdt prøvede egyptere troede, at det hele var overstået, kom der lige en sværm græshopper og spiste det sidste korn.
Til allersidst to kroner på værket: buldrende mørke og en dødsengel, som vandrede rundt og slog alle de ældste sønner ihjel.
Kærlighedens under
Men når det nu står så slemt til, og vi tilsyneladende er blevet til følelseskolde egoister, der er ved at dræbe jorden, hvorfor sætter vi os så ikke over i et hjørne og simpelthen giver op?
Det ville også være det mest logiske, mener sognepræst Kathrine Lilleør.
Men, siger hun, mennesket har en fantastisk evne til igen og igen at finde noget at glæde sig over.
»Det er et under, at vi kommer ud på den anden side. Det er kærlighedens under, at der trods alt stadig er kærlighed, lys, velsignelse og latter mellem mennesker. Uanset hvor sort alting bliver, så finder vi mirakuløst livsglæde.«
Så måske mener mennesket alligevel, at der er håb?