Kendt hackergruppe påstår at have skaffet sig personlige data om 12 millioner brugere af iPhones og iPads ved at bryde ind i en computer tilhørende det amerikanske forbundspoliti FBI.
Blandt andet en dansker er blandt de berørte.
Gruppen ved navn AntiSec, der er koblet til et hackerkollektiv med navnet Anonymous, har fremlagt kendetegn vedrørende en million Apple-brugere - angiveligt en del af i alt 12 millioner identiteter, som skulle være hentet fra en bærbar FBI-computer.
Danske Peter Kruse, der er specialist i datakriminalitet ved CSIS Security Group i Danmark, har på Twitter bekræftet, at lækken er reel.
Han har bekræftet, at tre stykker af hans eget it-udstyr optræder i de lækkede oplysninger.
- Læg også mærke til, at de påstår at have fulde navne, adresser, telefonnumre med mere. Stort AV, skriver han i en twitter-besked.
Eric Hemmendinger, sikkerhedsekspert ved Tata Communications, siger, at oplysningerne skaber usikkerhed om dem, der skal beskytte it-sikkerheden.
- Spørgsmålet er ikke, om oplysningerne passer, men om hvorfor politiet havde disse oplysninger og hvorfor de ikke sørgede for at sikre dem, siger han til nyhedsbureauet AFP.
Graham Cluley fra det britiske sikkerhedsfirma Sophos siger, at det ikke står klart, hvorfor FBI indsamlede personlige data om millioner af iPhone- og iPad-brugere.
- Men det står klart, at data - og den computer de åbenbart var lagt ned på - ikke var beskyttet ordentligt, siger han.
Lidt mere skeptisk er Johannes Ullrich fra Sans internet Storm Center. Han mener, at det er svært at fastslå, om rapporten er troværdig.
- Der er ikke andet i datafilen, der peger mod FBI. Så disse data kan meget vel komme fra en anden kilde. Men spørgsmålet er, hvem der ville have en sådan datafil, siger han til AFP.
/ritzau/AFP