Ved et parlamentsvalg i Litauen er landets centrum-venstre regering blevet tilføjet et klart nederlag, og det tidligere uanselige Bonde- og Miljøparti er nu største parti.
Partiet hentede en jordskredssejr med 54 af de 141 mandater.
Lederen af Bonde- og Miljøpartiet, milliardæren og jordbaronen Ramunas Karbauskis, skal danne regering. Partiet har tidligere sagt, at det vil danne en koalition med enten centrum-højre eller centrum-venstre partier.
Karbauskis har lovet at hæve lønningerne og stimulere væksten for at komme økonomiske problemer til livs.
Parlamentsvalget er foregået over to valgrunder. 9. oktober blev der stemt om 70 af de 141 pladser i parlamentet. Her stemte vælgerne på partilister. Søndagens anden valgrunde foregik via såkaldt flertalsvalg i enkeltmandskredse.
Et af de store temaer i valgkampen har været den store udvandring fra det baltiske land, der siden 2004 har været medlem af EU.
I dag bor der 2,9 millioner mennesker i Litauen. Det er 600.000 færre end i årene før, at landet blev en del af EU.
Derfor har partierne i Litauen i valgkampen forsøgt at komme med svar på, hvordan der kan skabes vækst og job, så mange unge ikke forlader landet.
/ritzau/dpa