Efter at det forliste skib Costa Concordias pludselig rykkede sig, har Italiens miljøminister påpeget risikoen for en kæmpe miljøkatastrofe, hvis de 2.300 tons brændstof slipper ud.
Skibets tanke var fyldte, da det kort forinden havde lagt fra havn i byen Civitavecchia, der ligger nord for Rom. Det skriver Reuters.
Redningsfolk har indtil videre fundet seks omkomne på skibet. 16 af de i alt 4.200 passagerer er forsat savnet.
"Miljørisikoen for øen Giglio er meget, meget høj," siger miljøminister Corrado Clini til journalister i Rom ifølge Reuters.
"Vores mål er at forhindre, at der lækker brændstof ud af skibet. Vi arbejder på at forhindre det. Det er en hastesag, og vi er ved at løbe tør for tid," siger miljøministeren.
Det næsten 300 meter lange skib ligger pt. på en afsats 15 og 20 meter under havoverfladen, men redningsfolkene frygter, at det vil glide endnu længere ned.
Kilde: Reuters