Mikkel Hansen har det efter omstændighederne godt efter den blodprop, han har været ramt af.
Men han erkender, at han og familien har været en smule i chok. Det skriver den 34-årige håndboldspiller på Instagram fredag.
Den danske stjerne blev ramt af en blodprop i lungerne, efter at han for nylig blev opereret i knæet.
Mikkel Hansen bliver nu behandlet med blodfortyndende medicin og forventes ude af stand til at spille tophåndbold i op til seks måneder.
Han kommer dermed ikke til at spille flere kampe for sin franske klub Paris-Saint Germain, som han forlader til fordel for Aalborg Håndbold til sommer. Det er hårdt for ham at acceptere, lyder det på Instagram.
Paris Saint-Germain afslørede tirsdag, at Mikkel Hansen efter en knæoperation havde fået en blodprop i lungerne. Hvis alt går vel, er der dog ingen problemer i, at Mikkel Hansen kan vende tilbage til håndboldbanen.
5.000 får blodpropper i lungerne
Det har Hanne Rasmusen, sportskardiolog og overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, fortalt til Ritzau onsdag.
- Hvis det hele normaliserer sig, kan man komme tilbage og spille på fuldt aktivt niveau, sagde Hanne Rasmusen, der understregede, at hun ikke kender detaljerne i Mikkel Hansens sag.
Hun fortalte samtidig, at der er omtrent 5.000 tilfælde af blodpropper i lungerne hvert år i Danmark.
Uden at kende Mikkel Hansens sag kaldte hun det dog sjældent, at unge sportsudøvere i god form bliver ramt af det.
Mikkel Hansen har haft problemer med brusk i sit ene knæ og måtte derfor under kniven. Og det er formentlig også i benet, at blodproppen er opstået.
- Det, der typisk sker, er, at der opstår en blodprop i benet, og så kan den frigøres der og suge sig op til lungerne. Den vil ikke nå hjertet, for den vil altid blive stoppet inden, og det sidste sted, den vil stoppe, er i lungerne, har Hanne Rasmusen fortalt Ritzau.
Mikkel Hansen har været i PSG siden 2012 og skal fra sommer tørne ud for Aalborg på en treårig kontrakt.
/ritzau/