Der var engang, hvor Mike Tyson kaldte sig selv for "den slemmeste mand på planeten". Men de tider er for længst forbi.
For siden han holdt op med at bokse er det slet ikke det image, han ønsker at promovere. Derimod er det andre ting, han nu går op i.
- Jeg vil så gerne danse og synge. Og jeg vil rigtig gerne gøre det i musicals, siger Mike Tyson, der håber, at han snart kan lægge sit gamle ry fra sig.
- Jeg har ikke lyst til at være den fyr mere. Jeg har altid været den slemme fyr, der gerne ville være den gode fyr, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg har altid været så fokuseret på at være slem, siger han ifølge The Daily Telegraph.
Mike Tyson har haft flere såkaldte cameos i film, hvor han har spillet sig selv - for eksempel i den voldsomt populære film "The Hangover".
Og han nyder, at han trods sine 46 år kan finde en ny karrierevej og en ny mulighed for at lade folk lære ham at kende bag facaden.
- Jeg er så glad for, at jeg kan være denne her fyr, en ansvarlig voksen. For en fyr som mig er det meget modigt, siger han til den britiske avis.
/ritzau/