Midtbane-bejlerne: Derfor skal vi spille

Fire mand kæmper om den plads på den danske midtbane, som den skadede Niki Zimling har efterladt.

Landstræner Morten Olsen fastholder, at han vil afvente de sidste træninger før VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet, inden han beslutter, hvem der skal være makker til William Kvist på den danske midtbane.

Det er den plads, som Niki Zimling har siddet tungt på, men efter Club Brugge-spillerens afbud skal landstræneren finde en ny mand til den vigtige position, og Olsen har udtaget hele fire mulige alternativer.

At dømme ud fra træningsøvelserne på stadion i Helsingør kunne valget meget vel falde på Leon Andreasen, og den tilbagevendte Hannover 96-spiller mener selv, at han som type vil falde godt ind i landsholdets spil.

- Jeg er mere boks-til-boks-spilleren end den rent defensive midtbanespiller. Det passer fint i forhold til, hvordan landsholdet plejer at spille, siger Leon Andreasen.

Han peger på, at landsholdet med Zimling plejer at spille med en såkaldt "8'er", som på fodboldsprog betyder en spiller, der bevæger sig mere i banens længdeakse end den mere defensive "6'er", som bliver William Kvist.

Til den rolle mener Jakob Poulsen også, at han selv kunne være et bud.

- Ligesom Leon er jeg mere offensivt anlagt med en masse løb. Jeg spillede nogle kampe under EM, hvor det gik godt for mig personligt, forklarer Jakob Poulsen.

De to sidste midtbane-bejlere er lidt andre typer. Mere kontrollerende og ikke så aggressive fremad banen.

- Jeg er den mere kontrollerende spiller, der måske minder lidt mere om William Kvist, hvor andre er mere offensive. Spørgsmålet er, hvilken taktik der bliver valgt, siger Nicolai Stokholm.

FC Københavns Thomas Kristensen slår på, at han selv ville være et godt bud, hvis det handler om, hvem der er i bedst form.

- Jeg har efterhånden fået opbygget noget rutine, er blevet lidt ældre, og jeg har spillet mange gode kampe på højt niveau i starten af sæsonen, lyder det fra Thomas Kristensen.

Danmark møder Tjekkiet i Parken lørdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.