Den tidligere målsluger på det engelske fodboldlandshold Michael Owen skifter på en fri transfer til Stoke City i den engelske Premier League.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
32-årige Michael Owen har fået en aftale, der gælder for resten af denne sæson, og i Stoke skal han forsøge at finde sin gamle målform efter nogle år på Manchester Uniteds reservebænk.
Owen slog tidligt igennem og scorede som 17-årig i sin debutkamp for sin daværende klub Liverpool.
Året efter, i 1998, fik han et internationalt gennembrud for det engelske landshold ved VM i Frankrig, hvor han særligt huskes for et solomål i 1/8-finalen mod Argentina.
Gennem hele karrieren har han dog været forfulgt af skader, men han er alligevel noteret for 221 mål i 473 klubkampe for Liverpool, Real Madrid, Newcastle og Manchester United.
De senere år har der dog været langt imellem scoringerne, og i sidste sæson var han blot på banen i én Premier League-kamp for Manchester-klubben.
/ritzau/