Bjarne Riis' cykelhold, Saxo Bank-Tinkoff Bank havde en målsætning om at komme i top-10, men det endte med en 13.-plads i VM-holdtidskørslen i Limburg i Holland.
Resultatet er skuffende, mener Michael Mørkøv, som sammen med Nicki Sørensen var det danske islæt på holdet.
- Vi rammer ikke helt det niveau og dermed ikke den placering, vi havde sigtet efter, og det er selvfølgelig skuffende, siger Michael Mørkøv til Saxo Bank-Tinkoff Banks hjemmeside.
- Vi er ikke mange sekunder fra 10.-pladsen, og det er næsten mere skuffende at være så tæt på. Men jeg ser nu frem mod sæsonens sidste løb og særligt Franco-Belge, hvor jeg håber at kunne udnytte min gode form, siger han.
Michael Mørkøv er ikke blandt de danske ryttere, der er med i linjeløbet og enkeltstarten ved VM.
VM-holdtidskørslen blev vundet af Omega-Pharma Quickstep.
/ritzau/