Michael Jacksons mor er ikke savnet.
Det siger Jermaine Jackson, der er bror til afdøde Michael Jackson, efter andre familiemedlemmer har meldt Kathrine Jackson savnet i weekenden.
Den 82-årige Kathrine Jackson hviler sig med familien i Arizona efter lægens ordrer, fortæller Jermaine Jackson.
Nevøen Trent meldte ifølge CNN Katherine Jackson savnet hos politiet i Los Angeles. Det skete, efter at hendes børnebørn angiveligt ikke havde kunnet få kontakt med deres bedstemor i en uges tid.
Ifølge fru Jacksons advokat, Sandra Ribera, forlod den 82-årige kvinde sit hjem i Calabasas i Californien den 15. juli. Herfra rejste hun til Albuquerque i New Mexico for at overvære en koncert med Jackson-brødrene.
Katherine Jackson rejste sammen med sin ældste datter Rebbie, lød meldingerne fra Sandra Ribera ifølge CNN.
Michael Jacksons 14-årige datter, Paris, har siden da haft kontakt til tanten Rebbie og sin anden tante, popstjernen Janet Jackson. Begge har fortalt pigen, at hun ikke kunne komme til at tale med sin farmor.
- Jeg er bekymret over, om hun har det godt, siger Sandra Ribera ifølge CNN om sin klient.
Siden Michael Jackson døde i sommeren 2009, har hans tre børn boet hos deres farmor. Ifølge advokaten har hun i den periode aldrig forladt dem i mere end 24 timer.
Anmeldelsen til politiet i Los Angels kommer i kølvandet på et brev, som CNN tidligere på ugen kunne afsløre indholdet af. Et brev, der tyder på alvorlige stridigheder om boet efter Michael Jackson.
I brevet hævdede hans søskende Janet, Rebbie, Randy, Tito og Jermaine, at de folk, som administrerer boet udnytter Katherine Jackson for at mele deres egen kage.
Brevet kke underskrevet af de øvrige søskende Jackie, Marion og La Toya, ligesom Jacksons forældre heller ikke har tilsluttet sig indholdet af brevet.