Offentligheden skal have besked, når der sker alvorlige arbejdsulykker i Danmark.
Derfor vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ændre praksis hos Arbejdstilsynet, som ifølge Fagbladet 3F har holdt alvorlige ulykker hemmelige siden sommeren.
- Historier om arbejdsulykker skal frem i lyset. Derfor har jeg besluttet, at Arbejdstilsynets praksis ændres, så der gives aktindsigt i større omfang, sagde Mette Frederiksen fredag på et samråd ifølge fagbladet.
De hemmeligholdte ulykker skyldes et nyt regelsæt, som Arbejdstilsynet indførte med den begrundelse, at man ikke ville gå i vejen for politiets efterforskning af alvorlige arbejdsulykker.
Men ifølge fagbladet har politiet aldrig ytret ønske, om at tilsynet ændrede praksis, og nu vil ministeren kassere de nye regler for at få åbenheden tilbage.
Hun kritiserer samtidig tilsynet for at have indført reglerne, der er i strid med offentlighedsloven, uden at indformere ministeren om det.
- Derfor har jeg indskærpet over for Arbejdstilsynet, at den slags ændringer kun kan ske efter grundige juridiske overvejelser. Det har ikke været tilfældet her, siger Mette Frederiksen.
Ændringen betyder blandt andet, at der nu kommer åbenhed om de 300 sager, Arbejdstilsynet har taget op til genovervejelse, efter at der er blevet afsløret alvorlige fejl hos tilsynet.
/ritzau/