I morgen falder stjerneregnen over Danmark; madstjerneregnen fra Guide Michelin.
De to største spørgsmål er, hvorvidt den nykårede mester Rasmus Kofoed får en stjerne på Geranium, og om Noma går fra to til tre stjerner.
"Jeg tror, Geranium i Idrætsparken får en stjerne, men de åbner ikke med to; den anden stjerne får de først næste år."
Sådan lyder vurderingen fra én af dansk gastronomis mest respekterede personer: det store alvidende snakkeorakel Bo Jacobsen. Han er selv manden bag gourmetstederne Restaurationen og Restaurant Paustian.
Mange med meninger om mad mener med sikkerhed, at Noma står til oprykning i den ypperste klasse af restauranter med tre stjerner. Men så skråsikkert vil Bo Jacobsen ikke udlægge det.
"Hvis de får en tredje stjerne, bliver jeg ikke overrasket, hvis de ikke får en tredje stjerne, bliver jeg heller ikke overrasket. Det er sådan lidt op i luften," lyder det svævende svar.
Til gengæld slår han én ting fast med dundrende røst. Michelin kommer ikke rundt i resten af landet. Nogensinde.
"Der har været snakket om en skandinavisk guide i 20 år, men den tror jeg ikke på. Det her er en kommercielt ejet guide, drevet af et dækfirma, som bliver trykt, hvis der kan trykkes nok af dem, til det giver penge at sælge lortet," lyder det med eftertryk.
Som outsider til en stjerne har Bo Jacobsen en sikker kandidat.
"Jeg tror måske godt, at Mielcke & Hurtigkarl kunne få en stjerne. De laver jo præcis den slags mad, som Michelins folk kan lide i øjeblikket," slår han fast og slår i samme sætning sine egne drømme om en genvundet stjerne langt ud af hovedet, selvom han ellers var én af de første danske restauratører til at få det eftertragtede glimmer for mange år siden.
"... Nej, aldrig nogensinde. Nej nej...Gamle håndværkere du - de er sgu ude af den bog. I hvert fald i denne her by," runder Bo Jacobsen sin vurdering af. Men gammel håndværker eller ej vinder han fortsat selv ofte priser, når han stiller op til en dyst på grydeindhold.