Death Proof
Instr. Quentin Tarantino
Kitsch eller kram?
Tarantino vil uden tvivl kløve sit publikum i to dele med sit nye såkaldte Grindhouse-projekt. Forventer man mere stilskabende gangsta-spas fra Pulp Fiction -skuffen, bliver man sandsynligvis skuffet. Har man hang til kult, kitsch og B-film, bliver man nok ellevild.
Med andre ord, de mest nørdede filmfreaks vil sagtens kunne få øje på kvaliteten i denne rendyrkede hyldest til 60/70 ernes såkaldte Grindhouse-film, billige produktioner, der også var storleverandør til genren exploitation. Film, som undersøgte tidens tabuer og oftest osede af lummer erotik, kold hævn og splatteragtig vold.
Her fik zombier og seriemordere og alskens freaks lov at gå bersærkergang, og Quentin Tarantino har givetvis hygget sig i timevis i sin lokale Grindhouse-drive in.
Death Proof er således moderne exploitation i slidte klæder. En hævnhistorie tilsat et bevidst spraglet udtryk i form af fejlklip, gentagelser og ridsede billeder, der hopper og danser og nogle gange går i sort (som om filmfremviseren er i stykker). Altså, formmæssigt ren kitsch, men indholdsmæssigt et niveau over de glade amatører, der foldede sig ud i de gale Grindhouse-dage.
For meget snak
Mest, fordi Tarantino er så skide cool og fandens bevidst om alle sine små virkemidler, de utallige hints til andre film og de små meta-referencer til egne film. Alt det får han flettet ind i historien om et par chicks på bytur, der får en psykopat (glimrende spillet af Kurt Russell) på nakken. Faktisk er der to film i en film. Først mødet med de smækre tøser og al deres girltalk, der møder morderen Stuntman Mike.
Så en anden film (der starter i sort/hvid), hvor nogle andre smækre tøser også snakker i en evighed og så ellers møder Stuntman Mike i en hidsig biljagt, der udvikler sig til lidt af en payback-story.
Der er masser af undertrykt suspense. Det er sexet, det er sjovt, men udover hævn-motivet er Death Proof som sådan pointeløs. Der er masser (og også for meget) kvindesnak, men det er ikke den stærkeste dialog set i forhold til at Tarantinos specialitet netop er den smooth glidende hverdags-konversation.
Måske synes kvinder, at det er fedt. Jeg kedede mig en smule undervejs, men ingen laver film som Tarantino.
Og derfor kan han, og sikkert kun han, slippe af sted med at lave en bevidst dårlig film, der ender med at fremstå som underholdende.