Lionel Messi blev - som så ofte før - den store helt for FC Barcelona, der slog Spartak Moskva med 3-2 i Champions League.
Bagud 1-2 lynede den lille argentiner to gange i kampens sidste 20 minutter og afværgede dermed en katastrofal start i gruppe G for det spanske storhold.
Først dirigerede Messi en aflevering fra Cristian Tello i mål til 2-2, og minsandten om ikke også, at den 169 centimeter høje angriber scorede med panden til 3-2.
Kampen startede ellers helt efter drejebogen på Camp Nou, da Barcelona efter et kvarter bragte sig foran med 1-0.
Fra kanten af feltet drejede Cristian Tello elegant bolden ind i russernes mål helt ude ved den fjerneste stolpe.
Selv om alt var lagt til rette for en sikker hjemmesejr, så fik Daniel Alves spoleret stemningen, da han efter en halv time på klodset vis sparkede bolden i eget mål til 1-1.
Spartaks Emmanuel Emenike satte fart ned mod Barcelonas mål, og Alves sendte unødvendigt Emenikes centring forbi sin egen målmand.
Stemningen blev forværret efter en time, efter et russisk kontraangreb, hvor gæsternes lynhurtige Aiden McGeady fik sendt bolden videre til Romulo, der hårdt presset fik sendt bolden forbi Barcelona-målmand Victor Valdez til 2-1.
I den anden kamp i gruppe G spillede Celtic 0-0 mod Benfica.
/ritzau/