Den tyske forfatningsdomstols grønne lys til euro-redning var ventet, men udstiller Tysklands altoverskyggende dominans i eurozonen.
Sådan lyder reaktionen fra EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), efter at domstolen med forbehold har godkendt redningsplanen for euroen, som gør det muligt for Tyskland at ratificere finanspagten og den nye økonomiske redningsfond ESM.
- Det, som er interessant, er de forudsigelser, der har været forbundet med usikkerheden. Alt fra dyb krise til euroens sammenbrud har været nævnt som mulige scenarier, hvis forfatningsdomstolen ikke godkendte ESM, siger Morten Messerschmidt.
- Det illustrerer på skræmmende vis, hvad medlemskab af euroen betyder - total afhængighed af tyske penge, politikere og dommere.
Torsdagens dom var imødeset med spænding, fordi den kunne betyde knald eller fald for euro-samarbejdet. Men med afgørelsen afviser domstolen en række klagere, der ville hindre præsident Joachim Gauck i at underskrive de to fælleseuropæiske instrumenter.
Klagerne mente, at finanspagten og redningsfonden ville fratage Forbundsdagen magt og stride mod den tyske forfatning.
Afgørelsen betyder, at det tyske parlament kan godkende traktaterne bag finanspagten, som skærper kravene til budgetdisciplin i de 17 euro-lande.
ESM skal støtte de euro-lande, der er kommet i økonomisk uføre. Det gælder navnlig landene i det sydlige Europa.
Morten Messerschmidt har blot hovedrysten til overs for ESM:
- Pengene i ESM kommer fra skatteyderne og skal nu bruges til at betale for de sydeuropæiske statsobligationer, som det private marked ikke vil købe, og som de mange banker derfor hænger på, siger han.
- Vi kan i hvert fald glæde os over, at Danmark ikke er med. Ifølge en lang række økonomer ville Danmark hæfte for 338 milliarder kroner og skulle have betalt 87 milliarder kroner til ESM, som altså nu er godkendt.
Tysklands bidrag til ESM kan med dommen ikke overstige de aftalte 190 milliarder euro, medmindre Forbundsdagen og Forbundsrådet tillader det.
Euroens værdi steg i minutterne efter dommen.
/ritzau/