Den danske sprinter og længdespringer Daniel Wagner Jørgensen har på flot vis gjort opmærksom på sig selv under de paralympiske lege i London. Det er blevet til bronze i længdespring samt en syvendeplads i 200 meter-finalen.
Og der behøver måske ikke gå fire år, før den 19-årige benamputerede atlet igen skal opleve en stor paralympisk begivenhed. Danskeren overvejer nemlig at stille op til de paralympiske vinterlege i snowboard.
- Ja, det overvejer jeg.
- Når jeg har mulighed for det, så står jeg rigtig meget på snowboard. Jeg har gjordet det i Frankrig i et par år, og jeg har nogle rigtig gode kontakter til folk dernede, der har noget snowboardudstyr, siger Daniel Wagner Jørgensen.
- Og handicapsnowboard for benamputerede er lige blevet godkendt til vinterlegene. Så jeg er blevet spurgt, om jeg vil være med til det. Og det kunne jeg da supergodt tænke mig.
Snowboard er dog ikke det sidste, danskeren tænker på, inden han falder i søvn i disse dage. På fredag løber han indledende heat i 100 meter-konkurrencen. Og han vil helst vente med vinterlege-spekulationerne.
- Lige nu fokuserer jeg selvfølgelig 100 procent på atletik. Men det kan være, at jeg tager ned til et par snowboardstævner efter de paralympiske lege. Så må vi se, hvor god jeg er. Derefter kan vi vurdere det.
De paralympiske vinterlege afvikles i russiske Sochi fra den 7. til den 14. marts 2014.
/ritzau/