Mens de fleste af os samler valgkortet op hjemme på dørmåtten, så har hjemløse i sagens natur ikke samme mulighed.
Blandt andet derfor er der mange hjemløse, der ikke får stemt. For de ved ikke, at de bare kan gå op på rådhuset og aflevere deres stemme. Det vurderer Henrik Pedersen, der er social gademedarbejder for hjemløseavisen, Hus Forbi.
- Jeg har brugt de sidste par dage på at gøre dem bekendt, at det er deres ret at gå op og stemme. I dag prøver jeg at samle folk op og tage dem med op på Rådhuset, siger Henrik Pedersen, der allerede har haft andre socialt udsatte, der har hjem og valgkort, med forbi deres valgsteder for at sætte krydset.
- Jeg forklarer, at man jo ikke kan tillade sig at klage over, at man ikke får hjælp fra kommune og regering, når man ikke selv vil stemme.
Selve valgakten kan være en hård omgang, hvis man generelt har svært ved at begå sig i samfundet. Det forklarer Svend Erik Christiansen, der er medlem af valgstyrelsen på Københavns Rådhus, hvor Københavns hjemløse stemmer.
- Det giver nogle lidt specielle oplevelser, for nogle af dem har lige drukket sig mod til, inden de kommer, og så når de aldrig så langt, forklarer han.