En McDonald's-burgerbar på Frederiksberggade 25 på Strøget i København måtte mandag aften kortvarigt evakueres.
Brandvæsen og politi tømte stedet for personale og gæster, da der havde bredt sig en lugt, som gav hovedpine.
Først mente man, at der var tale om gaslugt.
- Men der var ikke tale om udsivende gas. Det viste sig at være en utæt kompressor til en kaffemaskine, som afgav lugten, siger vagtchef Kim Nicholsen, Københavns Politi.
Da brandvæsnet havde luftet ud, fik de fem medarbejdere besked på, at de godt kunne åbne igen.
McDonald's-baren nåede at være lukket fra 21.41 til 22.05.
/ritzau/