Hvis du ikke allerede er hoppet i badetøjet, så skal du nok finde det frem til de kommende dage.
Det bliver nemlig varmt, rigtig varmt.
Varme fra Østeuropa strømmer ind over Danmark i de kommende dage.
Varme og fugtig luft, der også kan afløses af regn- og tordenbyger de første dage, mens det hen mod weekenden måske bliver lidt køligere, men til gengæld tørt.
Det skriver DMI.
Allerede i morgen vil solen fortsat skinne med temperaturer mellem 25 og 30 grader.
Dog, især i Jylland også med mulighed for byger.
Hen mod aften og nat vil det stadig være mest tørt, men ud på natten kommer der byger i de syd- og østlige dele af landet.
Torsdag fortsætter bygerne i de syd- og østlige dele af Danmark, men i resten af landet en del sol og temperaturer mellem 23 og 28 grader.
Fredag, lørdag og søndag kan der stadig komme spredt regn, men også masser af tørvejr, sol og høje temperaturer.
Især fredag igen med mulighed for op til 30 grader.