Antallet af nye personbiler lå i august på knap 13.500, viser tal fra Danmarks Statistik.
Dermed blev der indregistreret otte procent flere personbiler end i august sidste år, viser statistikken. Dog var der tale om et fald sæsonkorrigeret i forhold til juli.
Det skyldes især, at virksomhedernes nyindkøb af biler lå på et meget højt niveau i juli, fremgår det af tallene fra Danmarks Statistik.
Ifølge Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, siger de enkelte månedstal for øjeblikket ikke meget om udviklingen i bilforbruget. Det skyldes, at der har været store udsving fra måned til måned.
- Faldet i august kom efter en stigning på 42 procent i juli, forklarer Las Olsen.
Grunden til de store udsving er blandet andet et indgreb i afgifter i februar samt omlægningen af indregistreringen, som betød, at det i en del af juni ikke var muligt at indregistrere biler. Derfor optræder de først i juli-tallene.
- Det giver mere mening at zoome lidt ud. I 2012 er der indtil videre indregistreret godt 114.000 nye personbiler. Man skal tilbage til 1998 for at finde et større bilsalg i årets første otte måneder, siger Las Olsen.
Danskerne køber altså mange nye biler, selv om privatforbruget går sløjt.
Men modsat tidligere er bilsalget ikke nu et tegn på generel forbrugslyst, vurderer Las Olsen.
- Nybilsalget i dag handler meget om, at benzin er blevet dyrere, nye biler billigere og at renten er lav, siger Las Olsen.
- Dermed er en ny bil faktisk tit en spareøvelse, konstater han.
Det afspejler sig også i, at privatbilsalget målt i kroner frem for i styk er markant lavere end tilbage i 2007.