Når solen gik ned, steg frygten i Londons gader. Kvinderne fik travlt med at komme inden døre, for det var farligt ¿ ekstremt farligt ¿ at gå på gaden efter mørkets frembrud. Man kunne blive hans næste offer.
Man kunne miste livet, hvis man stødte ind i ham. Og man ville ikke bare dø brutalt. Han ville først kvæle en, så skære halsen over, og til sidst ville han fjerne ens organer. Rygtet ville vide, at han spiste dem.
Politiet gjorde, hvad de kunne, men han havde nærmest overmenneskelig evne til at slippe væk. Derfor kunne han ramme alle.
Så i efteråret 1888 i Englands hovedstad var der ikke meget andet at gøre, end at bede til, at man ikke var det næste offer. Og så ellers være bange.
Bange for Jack the Ripper.
Der var nok at frygte. Ikke nok med, at han begik i hvert fald fem bestialske mord, uden politiet kom tæt på. Tilmed hoverede morderen så meget, at han sendte breve til pressen, hvor han skrev, hvad han ville gøre næste gang.
Døbte sig selv
Et af brevene starter med ordene Dear Boss. Det er her, morderen døber sig selv - her underskriver han sig med det frygtede navn Jack the Ripper. I brevet lover han at »skære damens øre af« næste gang.
I første omgang troede man, brevet var falsk, men da Elisabeth Strides lig findes med øret delvist afhugget tre dage senere, bliver navnet Jack the Ripper symbol på morderen.
Trods spor og anholdelser fanger politiet altså aldrig Jack, og sagens sidste akt er fra 1896, hvor et sidste, falsk, Ripper-brev modtages.
Det var ikke kun Jacks omgang med lig, der fik London til at skælve i årevis. Det var i lige så høj grad myten om The Ripper.
For Jack gjorde sin entre på et tidspunkt, hvor man for første gang kunne terrorisere hele verden.
Aviserne skabte myten
Aviser var nemlig pludselig blevet hvermandseje, og nyheder gik verden rundt hurtigt takket være forbedrede trykkemuligheder og teknologiske fremskridt.
»Han er den første mediestjerne. Sensationspressen venter bare på en historie som denne her. I Danmark kan man læse om Jack nærmest ugen efter, han har myrdet,« siger Henrik Lassen, der forsker i viktoriatidens aviser.
Pressen fik London til at gå amok i hysteri. Snart gav den næring til det voksende jødehad, da man mente, at det var morderens tro.
Man trak også tråde til kongehuset, selvom den forbindelse aldrig har været tæt på at blive bevist. Tilmed mistænkeliggjorde man den skuespiller, der på det tidspunkt spillede hovedrollen i teaterstykket Dr. Jekyll and Mr. Hyde , der handler om en grusom morder.
Symbol for massemord
Selvom verden har set mordere med flere liv på samvittigheden senere, er Jack the Ripper stadig mejslet i granit som symbol på massemordere. Og derfra vil han nok aldrig blive fortrængt, mener Henrik Lassen.
»Der er de saftige historier, og så er der de supersaftige historier. På samme måde som Elvis, Titanic og Marilyn Monroe altid vil være det, så er Jack the Ripper det også. Vi har brug for gyset, mordene giver, men samtidig er det rart, at han ikke dukker op uden for vores dør, når det regner,« siger han.
Jack the Ripper kan stadig få os til at skælve - nu i sikker viden om, at han er væk.