Daggamle lig bliver løbende fundet i Kenya, hvor hundredevis af mænd, kvinder og børn er blevet slagtet de seneste dage. Kenyansk politi opjusterede mandag dødstallet til »mindst 600 dræbte« i bølgen af etnisk vold, der fulgte landets præsidentvalg 27. december.
Valget var ifølge internationale observatører præget af fusk, og oppositionen har siden valget arrangeret store demonstrationer. Demonstrationer, der er blevet fulgt af kampe mellem etniske grupper, der støtter henholdsvis regeringen og oppositionen.
Oppositionens leder, Raila Odinga, besluttede i går at aflyse kommende demonstrationer, efter at USA s Afrika-udsending fastslog, at der har været tale om valgsnyd. Odinga vil nu lade internationale parter forsøge at mægle i konflikten.
Flygtninge smidt i flod
Imens er omkring 250.000 kenyanerne flygtet fra massakrerne, og landets økonomi er på stærk nedtur. Og flere historier om voldsomme etniske angreb kommer frem. AP beretter, at en hel busfuld flygtninge blev druknet af militsfolk, der sympatiserer med oppositionen.
»Nogle af disse drab bliver udført på den mest bizarre og koldblodige måde, der ligner etnisk udrensning og folkemord, da de angriber de mest sårbare som for eksempel kvinder og børn,« siger Liberata Mulamula fra den uafhængige organisation ICGK til AP.
Internationale organisationer kæmper i øjeblikket for at sikre mad og medicin til de mange flygtninge.