Der mangler ikke noget hjemme hos it-millionæren Martin Thorborg på Strandvejen. Han har sørget for at hamstre det, han mener der skal til, for at han og hans familie kan klarer sig, hvis Danmark skulle blive ramt af en krig eller katastrofe.
Hans forråd tæller blandt andet 50 liter vand, forskelligt dåsemad og godt med ris og pasta.
- Hvis man ikke har forsyninger til en uges tid, så synes jeg ærlig talt, at man er uansvarlig. Jeg bliver sikkert latterliggjort for mine holdninger, men jeg ved, jeg får ret, siger Martin Thorborg til BT.
Jubii-millionæren har også sørget for, at han kan få el, hvis landet bliver ramt af strømnedbrud.
Han har sørget for at købet et solcelleanlæg med nogle store batterier, som kan forsyne ham og familien med strøm i tilfælde af, at elnettet ryger.
Der er også indkøbt ekstra gasflasker, så millionæren kan varme sin dåsemad.
Han mener, at det bare er et spørgsmål om tid, før Danmark bliver ramt af et angreb på enten strøm eller vandforsyningen, og så er han klar til at forskanse sig i hjemmet.
- Jeg har boet i Florida i fire år, og jeg ved, hvad der sker, når der er orkaner, og samfundet er uden strøm i en uge. Så begynder der at løbe røverbander rundt, og folk bliver irrationelle. Det ligner ragnarok, og der gider jeg ikke at stå i kø i supermarkedet med et Dankort, der ikke virker, siger han til BT.