Det danske aktiemarked lukkede mandag næsten uændret. Investorerne i det meste af Europa valgte ellers at bruge mandagen til at tage lidt profit på bøgerne efter uenighed mellem Tyskland og Frankrig i forhold til timingen af en europæisk bankunion og skuffende tyske nøgletal. Det gav anledning til at søge mod rentemarkederne i stedet.
- Stemningen er stadig lidt halvsur, og denne uge starter ligesom sidste uge med lidt gevinsthjemtagning, siger Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans og forklarer, at et svagere end ventet tysk Ifo-indeks, som var blandt denne uges vigtigste nøgletal, var med til at trykke humøret i Europa.
Med et uændret C20-indeks klarede det danske aktiemarked sig lidt bedre end de store europæiske aktieindeks, som ved 17-tiden lå til fald på 0,3-0,9 pct. i både Tyskland, Storbritannien og Frankrig.
- Vi går alle sammen og venter på to ting. Den ene er, at Spanien beder om hjælp, hvilket på kort sigt vil hjælpe aktiemarkederne. Den anden ting er mere fundamental, nemlig at nøgletallene begynder at blive bedre, blandt andet hjulpet af centralbankernes tiltag, siger Jesper Bamberger.
De cykliske aktier havde det generelt svært, herunder DSV og FLSmidth, som endte 1,6 og 1,3 pct. lavere i kurs 131,3 og 348. A.P. Møller - Mærsk gik heller ikke fri, selvom Maersk Oil kunne glæde sig over at have gennemført endnu en succesfuld prøveboring i Angola. Mærsks B-aktie faldt 0,9 pct. til kurs 42.980.
Vestas gik mod strømmen med en stigning på 5,4 pct. til kurs 42,91. Igen reagerede investorerne kraftigt på nyt om selskabet - denne gang en analyse fra norske DNB, som hævede sin anbefaling til "hold".
GN Store Nord lancerede sin nye premium høreapparatserie, Resound Verso, hvilket medførte lidt fornyet interesse for aktien, som steg 1,4 pct. til kurs 86,80.
Investorerne fik mandag endnu en god undskyldning for at søge mod obligationsmarkedet, da Frankrig og Tyskland gav udtryk for en forskellig opfattelse af, hvor meget det haster med at få en fælles bankunion på plads. Samtidig afslørede nøgletal, at de tyske virksomheder har fået et mere forsigtigt syn på forretningsklimaet.
Den tiårige, danske rente lukkede 4 basispoint lavere i 1,35 pct.
Ifo-indekset, som tager temperaturen på humøret i de tyske virksomheder, faldt i september til 101,4 fra 102,3 i august. Virksomhedernes vurdering af forretningsklimaet om seks måneder er på laveste niveau siden maj 2009, og deres vurdering af det nuværende forretningsklima på laveste niveau siden juni 2010.
Ifølge seniorøkonom i Danske Bank, Frank Øland signalerer det, at tysk industriproduktion i øjeblikket mindskes i hastigt tempo. Banken vil ikke udelukke, at Tyskland er gået i recession i tredje kvartal, og at recessionen vil vare året ud. Det koster arbejdspladser i Tyskland og vil også komme til at gøre det herhjemme, er vurderingen.
Danske Bank venter dog en bedring i løbet af de kommende måneder.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk