I 37 år levede Marianne Jensen sammen med Eigil Rasmussen. 29. december døde han på Randers Centralsygehus efter flere blodpropper.
Oven i sorgen meldte de økonomiske problemer sig hurtigt. Få dage efter dødsfaldet blev alle konti, parret havde, spærret, indtil boet var gjort op af skifteretten. Marianne Jensen har arbejdet i mere end 25 år i fiske- og plastindustrien, men efter at have fået tre kroniske sygdomme, en periode på sygedagpenge og to år på kontanthjælp er økonomien stram. De seneste år kom pengene især fra samleverens, Eigil Rasmussen, folkepension. Nu var han død. Men udgifterne ikke forsvundet.
Dankortet var lukket. Det samme var netbanken, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle skaffe penge til bisættelsen og bad Norddjurs Kommune om hjælp.
Bedemanden koster 16.857 kroner, og en gravsten i en fællesgrav i en plæne på kirkegården koster 6.755 kroner. Den lille gravsten betyder meget for hende.
- Min far blev begravet på de ukendtes grav, og det føles upersonligt at komme der. Det er rart at have et sted, hvor man kan gå hen. Jeg har immervæk boet med Eigil i 37 år, så jeg vil også gerne have en kvadratmeter jord, hvor jeg føler, han er, siger hun.
Gravsten betyder for lidt for livsførelsen
4. februar i år fik Marianne Jensen svaret fra Norddjurs Kommune i sin e-boks. Det var et afslag.
I brevet skrev sagsbehandleren, at udgiften til gravsten ikke var af afgørende betydning for Mariannes livsførelse, og at en gravsten ikke er en velbegrundet udgift: ”Det skønnes, at der findes andre billigere alternativer,” lød svaret fra kommunen.
Det billigere alternativ var de ukendtes grav, fik Marianne Jensen at vide over telefonen.
For det kan ikke lade sig gøre at købe en billigere gravsten. Menighedsrådet i Vivild har besluttet, at gravstene i plænen skal være rød Halmstad-granit på cirka 40X60 centimeter.
Hvert bogstav og tegn koster 85 kroner at få indgraveret. Den eneste ekstravagance Marianne Jensen har tilladt sig er, at hun ønsker to små hjerter i venstre hjørne af stenen til omkring 400 kroner.
- Det er lige som om, kommunen kasserer ham. Han har ikke ret til at få en sten og bliver dømt uværdig til at blive husket. Det minder om gamle dage, hvor de fattige blev begravet uden for kirkegården, for de var ikke egnede til at være hos det bedre borgerskab, siger Marianne Jensen, som fortæller, at hun normalt er fredsommeligt anlagt.
- Men jeg blev godt arrig og chokeret.
Betal selv bedemanden
Norddjurs Kommune afviste også at betale de 16.857 kroner til bedemanden. Det er godt nok en 'velbegrundet enkeltudgift' ifølge loven. Men Marianne Jensen har en kapitalpension i Djursland Bank på 40.191 kroner. Den må hun hæve først og selv betale bedemanden.
Både fagforening og bank fraråder dog at hæve den beskedne pension. Når hun hæver pensionen før pensionsalderen, bliver den beskattet hårdere, og der skal betales administrationsbeløb. Halvdelen af pensionen ville forsvinde.
Marianne Jensen spurgte, om hun ikke i det mindste selv kan betale for gravstenen med penge fra pensionen. Så står hun igen tomhændet, og kommunen kan så støtte udgifterne til bedemanden. Det måtte hun bestemt ikke, var svaret over telefonen.
- Jeg har ikke engang råderet over min egen pension. Hvis de siger, at gravstenen er unødvendig, så må jeg ikke købe den. Kommunen efterlader mig med ingenting overhovedet, siger hun.
Marianne Jensen kan godt forstå, at hvis hun havde en formue, skulle hun selv betale alle begravelsesudgifter, og så ville hun heller aldrig have søgt om hjælp. Men hendes pension er så lille, og normalt må kontanthjælpsmodtagere gerne have pension i den størrelsesorden.
Det gælder ifølge kommunen bare ikke, når man søger om at få betalt enkeltudgifter.
Norddjurs: Vi følger regler og praksis
Norddjurs Kommune må ifølge loven ikke udtale sig om enkeltpersoner og sager. Afdelingsleder i borgerservicecentret Morten Mygind fortæller til gengæld gerne om generel praksis, hvis kontanthjælpsmodtagere skulle søge om hjælp til gravstene.
- Man kan ikke sige, at man aldrig kan få støtte til en gravsten, siger han og forklarer samtidig, at kommunen dog altid forsøger at gøre sagsbehandlingen ensartet.
Når kommunen vurderer hvilke enkelte ydelser, folk har ret til, kigger man på formuen for hver enkelt borger.
- Praksis er, at hvis folk har en formue, skal den som udgangspunkt bruges, forklarer Morten Mygind og peger på, at Norddjurs Kommune blot følger lovgivning, vejledning og praksis på området.
Økonomi forstyrrer sorgen
Marianne Jensen er sikker på, at sagsbehandleren har gjort, hvad hun skulle ifølge reglerne.
Hende er hun ikke arrig på, men ærgerlig over, at loven og fortolkningen betyder, at der ikke bliver taget hånd om de svageste. Hun har valgt at bestille gravstenen og betale med de penge, der ellers skulle gå til husleje. Ganske uventet har Marianne Jensen i februar fået penge tilbage for kontanthjælp, som kommunen ved en fejl havde trukket, så nu kan nogle regninger betales.
- De praktiske og økonomiske problemer har fyldt så meget, at det nok ikke helt er gået op for mig endnu, at jeg er blevet alene. Der har ikke været tid til sorg og fordybelse, siger hun.