Blot fire point i de syv første kampe fik ledelsen hos superliganedrykkeren HB Køge til at reagere og fyre Tommy Møller Nielsen og i stedet ansatte assistenten Per Frandsen som cheftræner.
Chokeffekten udeblev dog, da holdet søndag var på besøg i Viborg i Betsafe-divisionen.
Hjemmeholdet vandt med hele 5-0, blandt andet takket være fire mål af ligatopscorer Thomas Dalgaard.
Dermed har HB Køge tabt sine to seneste kampe med en samlet målscore på 0-10.
Anderledes godt kørende er den anden nedrykker, Lyngby, der søndag for anden weekend i træk scorede fem mål og vandt 5-1 på hjemmebane over Skive.
Her førte Kim Aabech an i løjerne med fire mål, heraf ét på straffe.
Lyngby fører ligaen med 19 point efter otte kampe. Det er fem flere end Fredericia på andenpladsen.
/ritzau/