I 2003 brød fagbevægelsen de formelle bånd med Socialdemokraterne, men ifølge adjunkt ved Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær er båndene igennem de senere år blevet tættere.
""Fagbevægelsen trak sig lidt ud i nogle år, fordi de lurede, at det tætte samarbejde medsocialdemokraterne ville gøre alt for mange sure. Men nu er de på vej tilbage igen," siger Elmelund-Præstekær til Berlingske.
Den genoptagede tætte kontakt kan være farlig. En meningsmåling, som Gallup har udarbejdet for Berlingske, viser, at 41 procent af LO's medlemmer vil stemme på Venstre, de Konservative eller Dansk Folkeparti. Dermed kan de tætte forbindelser gøre mere skade end gavn.
"Det er en farlig strategi. Fagbevægelsen risikerer at støde en del medlemmer fra sig med de klare politiske markeringer til fordel for rød blok," siger professor i arbejdsmarkedsforhold ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
FOA's formand, Dennis Kristensen, siger til Berlingske, at det netop er tal som dem fra Gallups måling, der har fået hans forbund til at skelne mellem fagligt- og politisk arbejde.
LO-næstformand Lizette Risgaard er dog ikke bekymret.
"Vi støtter den politik, der forbedrer lønmodtagernes vilkår. Når valget står mellem partier, der vil afskaffe efterlønnen, og som har forringet dagpengeperioden, og partier, der vil arbejde for lønmodtagernes økonomiske tryghed og velfærd, er valget ikke svært," siger Lizette Risgaard.
Kilde: Berlingske