Danskerne har denne sommer været hårdt ramt af campylobacter. Statens Serum Institut (SSI) oplyser, at to konkrete udbrud kan spores direkte til dansk kylling.
Mellem 14. juli og 13. september er 57 personer blevet smittet i de to udbrud. De ramte er mellem 2 og 89 år og kommer fra hele landet. Omkring halvdelen har været indlagt, og SSI vurderer, at det reelle antal smittede kan løbe op i flere hundrede.
– Kylling er den hyppigste smittekilde til campylobacterinfektion. De samme sekvenstyper, som vi har fundet hos patienterne, er også påvist i dansk kylling, siger afsnitsleder Luise Müller fra SSI.
Campylobacter giver typisk diarré, mavesmerter, feber og i nogle tilfælde opkast. I sjældne tilfælde kan infektionen føre til alvorlige komplikationer som ledbetændelse eller den nervesygdom, der kaldes Guillain-Barré syndrom.
Fødevarestyrelsen advarer samtidig danskerne om at være ekstra påpasselige i køkkenet.
– Rå kødsaft, der for eksempel drypper på en salat, kan være nok til at gøre hele familien syg, siger sektionsleder Sørine Quaade Møller.
Ifølge seniorforsker Marianne Sandberg fra DTU Fødevareinstituttet understreger udbruddene, at campylobacter fortsat er en stor udfordring for fødevaresikkerheden:
– Det er vigtigt, at producenterne er gode til smittebeskyttelse, og at hygiejnen er optimal på slagterierne, siger hun.
Udbruddene bliver undersøgt af Den Centrale Udbrudsgruppe, hvor SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet samarbejder om fødevarebårne sygdomme.