Københavns Byret har onsdag idømt en dansk mand syv års fængsel i en sag om hashsmugling.
Manden tilstod under retsmødet sin rolle i sagen og erkendte at være indblandet i indsmugling af 1,4 ton hash fra Marokko til Danmark, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi til Ritzau.
Den 29-årige mand erkendte blandt andet, at det var ham, der havde købt den båd, som skulle bruges til indsmugling af hashen.
Båden blev i sin tid opbragt af de marokkanske myndigheder, da den sejlede mistænkeligt rundt i farvandet ud for Marokko.
Her skulle båden mødes med en anden båd, men mødet blev aldrig til noget, og hashen kom derfor aldrig om bord.
De to danske mænd, der var om bord på båden, er siden blevet idømt tre års fængsel i Marokko.
Sagen er en del af et større sagskompleks, hvor der sammenlagt var rejst sigtelser for håndtering af 12,4 ton hash mod flere end et dusin mænd.
Når sagen mod de øvrige mistænkte ud på efteråret kommer for byretten, vil mængden dog ifølge Ritzaus oplysninger være noget mindre.
I forbindelse med efterforskningen har politiet også samarbejdet med myndighederne i Spanien, hvor man blandt andet fandt 196 kilo hash i en bolig, som efter politiets vurdering fungerede som en pakkecentral for hashen.
I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet beslaglagt næsten et ton hash og 2,3 millioner kroner.
Den 29-årige blev anholdt i oktober 2011 sammen med 10 andre mænd og en kvinde.
/ritzau/