En amerikansk mand er blevet anholdt for at have skudt 81 dyr.
Den voldsomme episode fandt sted på en vingård i Monterey i Californien, og i løbet af en periode på tre timer gjorde den 39-årige Vicente Arroyo det af med blandt andet to miniatureheste, en pony, 14 geder, ni høns, syv ænder, et marsvin og 33 papegøjer.
Politiet rykkede ud, da man fik en melding om skud på vingården.
- Jeg var derude, og det var et traumatisk syn. Det var folks kæledyr, sagde sherif i Monterey-distriktet, Andres Rosas, til Associated Press fredag.
- Vi er meget heldige, at der ikke gik menneskeliv tabt, lød det fra Rosas til den lokale tv-kanal KSBW.
Efter flere timers indsats fandt politiet den mistænkte mand og en forulykket bil langs vejen ved vingården. Den 39-årige Vicente Arroyo blev anholdt, og senere fandt politiet ifølge nyhedsbureauet AP en lang række våben og en mængde ammunition i hans hjem.