En beboer på et plejecenter i Odense har fået alvorlige forbrændinger onsdag aften, oplyser politiet.
- En ældre mand, der er kørestolsbruger, er blevet svært forbrændt, siger vagtchef i Fyns Politi, Lars Thede.
Ilden opstod inde i det værelse, hvor han befandt sig alene.
- Han kører ud på gangen, og her kommer to ansatte ham til undsætning og får slukket ilden, siger Lars Thede.
Den ældre mand er kørt på hospitalet til behandling, og de to ansatte på plejecentret i Rytterkasernen er kommet på skadestuen til observation for røgforgiftning.
Politiet har ikke i første omgang oplysninger om, hvordan branden er opstået. Men det undersøges, om rygning kan være årsagen.
/ritzau/