Man kan formode, at luften er kold mellem et rumænsk ægtepar. Manden forlod nemlig hustruen på motorvejen ved Vejle.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.
Forud var gået et usædvanligt hændelsesforløb, hvor ægteparret i deres varebil var involveret i et uheld på motorvejen.
Varebilen havde strejfet en tysk personbil og kørte efterfølgende ind i autoværnet.
- De er på vej mod syd, da varebilen overhaler. Da han strejfer tyskeren, drejer rumæneren mod venstre og rammer så autoværnet, fortæller Jørn Bystrup, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, til Vejle Amts Folkeblad.
De to bilister kører ind i nødsporet, hvor den rumænske mand stiller sig op i vejkanten og tisser - herefter sætter han sig ind i varebilen og kører sin vej. Uden konen!
Hun står stadig ved uheldsstedet, da politiet når frem. Det viser sig, at den rumænske mand er kørt fra motorvejen ved Kolding Øst, hvorefter han er kørt galt.
Da politiet finder manden og bilen, kan betjentene konstatere, at den rumænske mand er beruset.
Nu er han sigtet for færdselsuheldet, for at flygte fra stedet og for spirituskørsel.