Skrevet i samarbejde med Stinne Kaasgaard Poulsen, stpo@avisen.dk
Tidligt tirsdag morgen blev en 59-årig mand stukket ihjel i en lejlighed på Nørrebro.
Drabet skete i en lejlighed i Hans Tausensgade omkring kl. 4 i morges, og ejeren af lejligheden, en 65-årig mand, er sigtet for drabet. Det oplyser politiet til Avisen.dk.
Det to mænd kendte hinanden i forvejen, og det var den 65-årige selv, der anmeldte knivstikkeriet til politiet.
- De kendte hinanden, og noget tyder på, at de havde været på værtshus sammen om natten. Da de kom hjem til lejligheden, spiste de noget morgenmad sammen, som de havde købt i en nærliggende forretning, siger drabschef Ove Dahl til Avisen.dk.
Den 65-årige er sigtet for drab og fremstilles senere i dag i grundlovsforhør.
(Opdateres)