Mandag blev en mand set tvunget ind i en bil af flere mænd i Osted ved Lejre.
Den melding fik Midt- og Vestsjællands Politi mandag aften, og senere på aftenen blev to mistænkte mænd fra Ringsted anholdt.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra politiet.
Tidligt tirsdag morgen fik politiet også kontakt til en 44-årig mand, som er offeret i sagen. Det var lykkedes ham at slippe væk, og han var ikke kommet noget alvorligt til.
Tirsdag formiddag kom politiet på sporet af yderligere to mistænkte. En 35-årig kvinde og en 37-årig mand fra Haslev blev anholdt ved en større politiaktion.
De anholdte fra Ringsted er henholdsvis 20 og 31 år.
Alle fire sigtes for frihedsberøvelse, trusler og vold mod den 44-årige, og politiet har en stærk formodning om, at sagen har relation til bandemiljøet.
Som led i sagen bliver flere adresser på Midt- og Sydsjælland tirsdag ransaget.
Retten i Roskilde afholdt tirsdag eftermiddag grundlovsforhør i sagen.
Her blev tre af de anholdte fremstillet, skriver sn.dk.
En dommer besluttede, at alle tre skulle varetægtsfængsles i fire uger. Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Ifølge sn.dk fremgår det af sigtelsen, at den 44-årige mand blev truet med kniv og pistol, da han var blevet tvunget ind i en bil. Han fik også trukket en hætte over hovedet, lyder det i sigtelsen.
Manden skal være blevet kørt til to forskellige adresser, hvor han blev udsat for vold. Tidligt tirsdag morgen lykkedes det ham så at flygte ud ad et vindue i Haslev, hvor han blev holdt fanget.
Dommeren lukkede dørene i grundlovsforhøret, hvilket betyder, at nærmere detaljer om sagen hemmeligholdes. Ligeledes kom det ikke frem, hvad de sigtede eventuelt forklarer.
De tre mænd tog alle forbehold for at kære deres fængsling til landsretten.
/ritzau/