Mancini kritiserer kritisk Joe Hart

Det er ifølge manager Roberto Mancini ikke målmand Joe Harts rolle at kritisere Manchester City-holdet.

Manchester City-manager Roberto Mancini kritiserer sin målmand Joe Hart. Han får hug for at kritisere de engelske mestre efter tirsdagens 2-3-nederlag på udebane til Real Madrid i Champions League.

- Hvis nogen skal kritisere holdet, så er det min opgave, ikke Joe Harts opgave, siger Mancini til ITV.

Hart sagde efter kampen, hvor englænderne førte med 2-1 små fem minutter før tid, følgende:

- Man kan ikke komme foran 2-1 med fem minutter tilbage af en kamp og så tabe. Hvem kan vi give skylden? Kun til os selv.

Mancini er foruden at være skuffet over Joe Hart også skuffet over sit holds ageren i Madrid.

- Selve nederlaget er ikke så tungt. Vi kan godt tabe til et hold som Real Madrid, men det er selvfølgelig skuffende, når vi er foran 2-1 kort før tid.

- Det er underligt, at vi smed det hele væk. Vi har noget at skulle forbedre. Vi lavede fejl, og jeg vil ikke have os til at forsvare på samme måde igen, siger Mancini.

Det var Cristiano Ronaldo, der blev matchvinder i opgøret, hvor alle mål blev scoret i anden halvleg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.