Det er efterhånden 95 dage siden, at den tidligere verdensmester i Formel 1, Michael Schumacher, kom ud for en alvorlig skiulykke.
Siden har han ligget i koma på et hospital i Grenoble, men der er stadig håb om, at Schumacher kan vågne op fra sit koma.
Det oplyser Schumachers manager, Sabine Kehm.
- Jeg kan bare sige det igen. Der er ting, der giver os forhåbninger, siger Sabine Kehm til den tyske avis Bild.
I de seneste dage har der været spekuleret i, at Schumachers kone skulle have planer om at ombygge familiens hus til et hjemmehospital, men det afviser manageren.
- Rygterne, om at Corinna (Schumachers kone, red.) er ved at ombygge huset for at få ham hjem, er fuldstændig uden grund, siger Kehm.
Schumacher styrtede i en skiulykke ved den franske by Meribel 29. december, og han blev med det samme lagt i et kunstigt koma. Siden blev han to gange opereret i hovedet for at lette trykket på hjernen.
Tyskeren vandt i sin aktive karriere 91 grandprixer og blev verdensmester syv gange.
/ritzau/