Traditionelt har ejendomsmæglere mest gjort det i at sælge boliger for kunder, men oftere og oftere er det også en mægler der står på købers side og presser prisen på et potentielt drømmehus.
Udviklingen skyldes det pressede boligmarked, mener Jan Normann, der er kommunikationschef i mæglerkæden EDC.
"Nogle gange er rådgiveren en tømrer eller byggesagkyndig, men stadigt oftere er det en advokat eller en anden mægler," siger han.
Hos EDC koster det op til 10.000 kroner i salær for at få en mægler til at styre slagets gang, når der skal handles hus.
Hidtil har det oftest været advokater, der har assisteret ved hushandler, men i følge jurist i Forbrugerrådet Tina Dhanda er der ikke noget i vejen med at benytte sig af en mægler.
"Det er positivt, at mæglerne går mere ind på området, så advokaterne får konkurrence. Men der skal naturligvis være vandtætte skotter mellem købers og sælgers mægler," slår hun fast.
Lektor i boligfinansiering Jens Lunde fra Handelshøjskolen i København er enig i, at hjælp fra en mægler er en god ide, fordi de er gode til at gennemskue sminkede lig og salgs-gimmicks.
Han anbefaler dog også, at man laver en specialisering for køber-mæglere, så man undgår mistanke om modstridende interesser.