Mads Mikkelsen er godt gammeldags ved muffen. Det viser det seneste regnskab fra hans firma, CV3 ApS, hvor indtjeningen fra hans film og reklamefilm ryger ind.
Særligt i 2018 fik den danske stjerne et umådeligt godt år. Indtjeningen steg med næsten 20 millioner fra 10,3 millioner i 2017 til lige knap 30 millioner kroner i løbet af 2018.
Selvom millionerne vælter ind i selskabet og indtægterne er røget pænt i vejret, har skuespilleren ikke givet sig selv en lønforhøjelse. Mads Mikkelsen ”nøjes” med at bruge 484.084 kroner på sin årsløn. Det svarer til en månedsløn på 40.340 kroner før skat.
Efter at have betalt hele 6,4 millioner kroner i skat, blev årets resultat på svimlende 22,8 millioner kroner. De mange penge har dog ikke fået lov til at blive i firmaet, men er blevet udbetalt som et ekstraordinært udbytte på hele 22 millioner kroner.
Skuespilleren ejer firmaet sammen med sin kone Hanne Jacobsen. Parret har også et andet anpartsselskab, HM3.VICA ApS, som de plejer at flytte udbytte over til. I slutningen af 2018 lød formuen i det firma således på 30.657.296 kroner.
I 2018, hvor pengene er tjent, har Mads Mikkelsen blandt andet medvirket i en reklamefilm for Carlsberg, filmen ”Van Gogh – ved evighedens port” og storfilmen ”Arctic”.