AGF har sprudlet i de seneste to kampe i Superligaen med storsejre på henholdsvis 4-1 og 4-0 mod AC Horsens og Silkeborg.
Men den slags resultater lader FC Midtjylland sig ikke skræmme af, forsikrer Mads Albæk forud for mandagens møde mellem AGF og FCM i Aarhus. Albæk må selv stå over mødet med AGF på grund af rygproblemer.
- AGF har vundet nogle storsejre, og angriberne virker skarpe. Det bliver en svær kamp. Men vi kommer også selv med to sejre i bagagen fra Young Boys og Esbjerg, siger Albæk.
U/21-landsholdets anfører har også opskriften klar på et godt resultat i mandagens opgør.
- AGF er rigtig gode på omstillingerne og virker skarpe i afslutningerne, så vi skal sørge for ikke at tabe bolden på dumme steder.
- Vi scorer næsten i hver kamp, så vi skal forsøge at hullet nullet bagude. Det skal være vores udgangspunkt, siger midtbanespilleren, der i maj var med til at slå AGF 2-0 i Aarhus.
- Vi er rigtig gode hjemme, men vi vandt sidste gang i Aarhus og fik bronze. Det er et fedt sted at spille med masser af tilskuere, så jeg håber, at det kan motivere os.
Både AGF og FC Midtjylland har 11 point efter otte spillerunder i Superligaen.
/ritzau/