»Der er ikke noget reelt ligestillingsmæssigt problem her.«
Sådan - nærmest råbte - skatteminister Kristian Jensen fra Venstre til Nyhedsavisens mandereporter efter Foreningen Fars kritik af, at statens børnecheck stort set kun udbetales til barnets mor.
Og heller ikke Christiansborgs kvindelige ligestillingsordførere kan rigtig få øje på, at det står skævt til med ligestillingen på det her område. Og så måske alligevel lidt.
DF: Ingen ændringer
Vi begynder hos den yngste, Marlene Harpsøe, der er sat til at tale ligestilling for Dansk Folkeparti, men når det kommer til børnechecken, lyder hun fuldstændig som skatteministeren uden dog at råbe.
»Jeg synes ikke, at vi politikere skal lovgive på alle områder, og jeg kan slet ikke se nogen grund til at ændre på proceduren, når forældrene bor sammen med børnene. De fleste har fælles økonomi og et fælles ansvar for at forsøge barnet,« siger Marlene Harpsøe.
Men hvad så med alle de familier, hvor far og mor ikke bor sammen?
»Her er der måske noget, som jeg godt vil være med til at se på i de tilfælde, hvor kvinden ikke vil dele børnechecken med manden,« siger hun.
S: Ligegyldigt
Hos Socialdemokraterne lyder ligestillingsordfører Anne-Marie Meldgaard også først om skatteministeren.
»Er det ikke ret ligegyldigt, hvem der får pengene, bare de går til børnene,« begynder hun.
Men det er vel ikke et udtryk for ligestilling mellem kønnene, hvis kun mor får pengene?
»Næh, det er det vel sådan set ikke. Måske skulle forældrene selv have lov til at bestemme, hvem der skal have pengene,« siger Anne-Marie Meldgaard.
R: Ikke rimeligt
Nyhedsavisens mandereporter fornemmer en politisk åbning og spankulerer håbefuldt videre til Lone Dybkjær hos De Radikale. Og her er der medvind til farmand.
»Det er ikke rimeligt, at det kun er kvinden, der får udbetalingen, men det er nok heller ikke hensigtsmæssigt at dele pengene. Men nu vil jeg først diskutere det her spørgsmål med de andre partier, når vi har fået en redegørelse om skilte familiers økonomi til foråret, og så må vi se, hvad der sker,« siger hun.
Foreningen Far mener, at det er urimeligt
og et brud på reglerne om ligestilling, når staten i langt de fleste
tilfælde kun udbetaler børnechecken til barnets mor.
Skatteminister Kristian Jensen (V) kan ikke se problemet.