38-årige Gianluigi Buffon kan så småt se enden på den aktive karriere som fodboldmålmand nærme sig.
Den ikoniske målvogter er blevet far for tredje gang, og han fortæller i et interview med en italiensk avis, at en fremtid som klubtræner ikke appellerer til ham.
Et job som landstræner er derimod en interessant tanke.
- En trænerrolle og alt, den kræver på daglig basis, ville ikke appellere til mig.
- Men jeg ville ikke udelukke en rolle som træner på et landshold: Jeg ville stadig være involveret i spillet, men også have frihed til at dedikere mig til andre ting, siger Gianluigi Buffon til Corriere della Serra, skriver nyhedsbureauet AFP.
Gianluigi Buffon er under pres på posten som landsholdsmålmand fra 17-årige Gianluigi Donnarumma.
I den seneste landskamp for Italien mod Spanien lavede Buffon et stort drop. Til gengæld viste han i den seneste Champions League-kamp for Juventus mod Lyon med flere store redninger, at han stadig hører til blandt de allerbedste.
/ritzau/