- Vi er fire ret tætte veninder, hvad er chancen for, at to af dem vinder?
Sådan siger en heldig vinder i et af Danske Spils lotterier. Hun tilføjer, at det er "en ret vanvittig historie", at hun for nylig vandt 1.180.000 kroner i Klasselotteriet, mens en anden af de fire veninder for et halvt år siden havde vundet 1.000.000 kroner i Lotto.
Nu glæder den nybagte millionær til næste gang, de fire skal mødes. For så er det hendes tur til at overbringe glade nyheder.
- Da min veninde vandt i Lotto, syntes jeg bare, at det var fantastisk for hende, men samtidigt tænkte jeg også, at så vinder jeg i hvert fald ikke, for det er da helt udelukket, at der er to i samme lille venindegruppe, der kan vinde en million, fortæller kvinden.
Kvinden regner med, at regningen ved den lejlighed nok lander på hendes bord, men den gode million skal også spenderes på hygge og komsammen med venner og familie, mens børnebørnene skal forkæles med en rigtig tøj-shoppetur á la Hollywood:
- Jeg planlægger at tage dem med til København, og så skal vi lege Pretty Woman, hvor de rigtigt får lov til at brænde ud i en tøjbutik. De er teenagere, så det er lige sådan noget, det hele drejer sig om, siger hun.
Med til historien hører også, at kvinden var tæt på at skifte lodderne ud, lige før de blev udtrukket. Hun har haft lodderne i ti år, og har vundet småbeløb næsten.
- Men jeg fik aldrig taget mig sammen. Det var heldigt, konstaterer hun overfor Danske Spil.