Ved seneste folketingsvalg stormede SF frem og kaprede 23 mandater. Men hvis vi skulle stemme i dag, så ville Villy Søvndal og resten af SF kunne se frem til at få hele 35 mandater i Folketinget.
Det viser en meningsmåling, som Capacent har lavet for DR. SF's storsejr ville være med til at trække oppositionen op på 91 mandater, mens Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti samlet ville miste fire mandater og få 84 af slagsen.
Meningsmålingen kommer dog en smule malurt i bægeret hos SF. 20 procent af de vælgere, der ville stemme på SF i dag, bliver nemlig trukket fra Socialdemokraterne, og dermed stjæler SF stemmer fra partiets nærmeste allierede.
SF's næstformand Ole Sohn vælger dog at fokusere på, at oppositionen har stjålet vælgere fra regeringen.
"Det vil altid være sådan, at nært beslægtede partier udveksler vælgere. Det helt afgørende er, at oppositionen går fra de nuværende 81 til 91 mandater," siger han til Newspaq.
Socialdemokraterne mister to mandater, mens de Radikale ligger konstant på syv mandater. Enhedslisten går et mandat frem.