Superligaoprykkeren Lyngby Boldklub hentede i sommer den tidligere landsholdsmålmand Jesper Hansen hjem fra Frankrig, og den beslutning har klubben næppe fortrudt.
31-årige Hansen har leveret en række flotte præstationer, og sammen med resten af holdkammeraterne har han holdt nullet i fire kampe i træk. Det har ført til fire 1-0-sejre.
Nu bliver målmanden belønnet med prisen som september måneds spiller i Alka Superligaen, oplyser Superligaen på Twitter.
- Jeg er super taknemmelig lige nu og glad for, at det er gået så godt. Det er et bevis på, at jeg har leveret nogle opsigtsvækkende præstationer, siger Jesper Hansen til Lyngbys hjemmeside.
Jesper Hansen spillede for FC Nordsjælland, før han i 2013 tog til Evian og siden Bastia i den bedste franske række.
Holdkammeraten Jeppe Kjær og Sønderjyskes Simon Kroon var de øvrige nominerede til prisen.
/ritzau/